Under 2 verdenskrig, havde Godthåbs beboere fårehold i Nuuk, der hvor der i dag er Sundhedsmedhjælperskolen og Dronning Ingrids Hospital.

Umiddelbart efter krigen bliver disse får og deres Leder, den navnkundige Sigurt Stefanson flyttet til Qooqqut i 1947, for at oprette fårealver forsøgsstationen Korkut

I takt med at Hovedstaden skulle udbygges, valgte man at flytte dette fårehold til Korkut, og bygge: en stald til ca. 500 får, en mandskabs barak, en formandsbolig og en bestyrebolig.

Derudover blev der også bygget en skur ved havn, en stenbygning til syge får, drivhus, kartoffelkule og andre små byggerier.

Først byggede Stefanson dog en traditionel Islandsk bolig, gravet ind i brinken, hvori han boede de første 2 år, indtil Bestyreboligen var færdig.

Der blev bygget mandskabs hus først, derefter formandsboligen, stalden og til sidst Bestyrerboligen, hvori han flyttede ind, i 1949.

Boligen var indrettet med centralvarme, akkumulator i kælderen med tilhørrende batterier, og 12 V trukket i huset til lys, Toilet med træk og slip, og badeværelse med varmt og koldt vand.

Dette var uhørt luksus i en verden hvor den akademiske Danske overklasse i Godthåb måtte leve med vand fra brønd, kakkelovn, og spandlokum.

Til sammenligning blev noget tilsvarrende først bygget i Godthåb i midt - slut 1950serne.

Så det var ikke helt fri for misundelse at de styrende kræfter i byen kikkede på Stefanson og hans kone leve det frie liv.

Der fortælles om Stefanson at han, hvis der ankom et skib eller båd med motor, som dengang godt kunne tage en halv time fra den kom frem ved pynten, og til de besøgende tråde i land.

Da ville han gå ind og skifte til sit bedste sæt tøj, for at derefter gå ned og ønske gæsterne velkomne. Hvergang.

Dette fortæller også lidt om hvor mange (eller hvor få) besøgende er rent faktisk kom på besøg i Qooqqut på daværende tidspunkt.

En anden ting om Stefanson var, at han havde en streng opdeling af dagen:

Stod tidligt op og arbejde med alle de ting, der nu skulle tages vare på, men klokken 16.00 gik han i bad og skænkede sig en drink på terrassen foran sin bolig og holdt fri.

”Hvis man ikke holder sig til strenge rutiner, så ender det med at man sidde og spiser direkte fra gryden til sidst” er han blevet citeret for at have udtalt.

Som arbejdskraft blev der i anlægsfasen brugt Danske håndværkere med et arbejdshold af lokale kvinder til at gøre det grove.

I driften af Stationen blev der brugt personer der var dømt for mindre forbrydelser, rapserier m.m.

I begyndelsen af 1950serne, kom der også en Grønlandsk fiskerfamilie, som byggede det lille grønne hus der ligger for sig selv op mod fjeldet.

Stefanson og hans Frue fik 3 børn i Qooqqut, som alle i løbet af 50serne levede og boede på stationen indtil de nåede skolealderen.

Moren som var uddannet Sygeplejerske måtte derefter flytte til Godthåb hvor hun i en periode arbejde på hospitalet, mens børnene gik i skole.

Men det var defacto en skilsmisse, hvor Stefanson måtte blive på stationen på grund af sin kontrakt med KGH, og moderen senere valte at flytte tilbage til Danmark med de 3 børn.

Datteren Edda fortæller:

Jeg havde en tryg og fantastisk opvækst i Qooqqut, som sluttede brat da vi skulle i skole.

Jeg befandt mig som blommen i et æg blandt de 10 – 20 forbrydere der afsonede deres straf på stationen.

Der var aldrig, som i aldrig, nogle af de indsatte der fik mig til at føle mig utryg på nogle måde, tværtimod.

Hun kom til Qooqqut igen i sommeren 1966 i forbindelse med at stationen blev nedlagt og hendes far var blevet flyttet til en anden station, denne gang i Sydgrønland, Upernaviarsuk som forsøgte sig med planter, afgrøder og træer.

Som det kan anes gik det ikke fremragende i de 20 år Fåreholderforsøgsstationen eksisterede:

Den var jo oprindeligt bygget for, som i Sydgrønland, at forsøge at få lokale til at opstarte fårehold, således at landet med tiden ville blive selvforsynede med fødevarer, i en verden som var præget af den kolde krig, og man havde jo set hvor hurtigt forsyningerne fra Danmark, var det magtpåliggende for Grønlands Styrelse, at arbejde herpå.

Derfor blev der også oprettet en ren avlerstation i Itinera ca. 15 km. Fra Qooqqut, med rensdyr indporterede fra Nordnorge, i øvrigt sammen med nogle Samer til at holde styr på dem.

Men i samme periode var torske eventyret på sit højeste, også i Godthåbsfjorden, så ingen lokale kunne se det fantastiske i at løbe dale op og fjorde ned efter nogle får, når man kunne tage sin sejldugsjolle og ro 30 meter fra kysten, fylde båden med fisk og sælge fangsten i land og derved klare dagen og vejen meget lettere, end at skulle tage et stort ansvar og riciko.

Man må lade Grønlandsministeret at de lod projektet køre i 20 år, før de indså det håbløse i deres forehavende, men de havde jo også ildsjælen Stefanson til at drive det.

Da, stationen blev nedlagt i 1966, var det jo ikke sådan at man bare skoddede det hele til og rejste, næ man ansatte en opsynsmand, som det viste sig, også var fuld af idèer til hvordan man kunne få stedet til at fungerer.

Manden hed Jørgen Østergaard og sammen med sin kone og 4 drenge indtog de så stedet.

Det første han igangsatte var at lave fårestalden om til en hønsegård, hvor han ville lave æg til byen.

Det fungerede i starten, men da der kom en isvinter, døde hønsene i stor stil, æggene frostsprængte og de sidste overlevende høns blev evakuerede til kælderen i Bestyreboligen.

I øvrigt en vinter hvor forsyningerne blev læsset af på isen ved mundingen af fjorden og Jørgen kørte derefter ud på den gamle Furgerson traktor og hentede provianten, som nok allerede var bundfrossen.

Efter at antallet af høns ikke kunne forsyne meget mere en den daglige hushold, kastede Jørgen sig over at forsøge med roedyrkning, men da det heller ikke gav det ønskede resultat, og drengene var ved at være skole klar, dvs faktisk var de 2 største drenge allerede i byen og boede på elevhjemmet mens de gik i skole, så måtte Jørgen kaste håndklædet i ringen og flytte til byen.