Omkring år 1200 ankom Thule folket til den nordlige del af Grønland, og bevægede sig ned af vestkysten.

Man kan argumenterer for at første gang meneskeheden mødes efter at have indtaget jordkloden, fra hver deres side, må netop være Thulefolket og Nordboerne engang i 1200 tallet.

Så kan man tage skridtet videre og sige, med Qooqquts placering som den yderste gård  i den nordligste Bygd, må derfor være selvskrevet til at være scenen hvor et sådan møde måtte finde sted.

Der er nemlig i den udgravede køkkenmødding i Qooqqut, fundet både stenstumper både fra Igaliko (Østerbygden ) og også fedtstens stykker som man mener er neoeskimoisk oprindelse, og Thulekulturen boede netop også i tørve huse, så de har sikkert også været forbi Qooqqut på ferie.

Men nogle fast bosættelse i Qooqqut er der næppe tale om, i det man foretrak at bosætte sig ude ved kysten om vinteren og leve af havdyr, og i rensdyrland om sommeren, hvilket stenvarderne i den bagerste dal bevidner om. Det er række stenvarder, som blev opstillet for at man kunne jage flokke af rensdyr sammen, en slags klapjagt hvor man samarbejdede alle jægerne og resten af bygden. En jagtteknik som gik i glemmebogen ved Hans Egedes ankomst og indførelsen af skydevåben til jagt.

Det er lykkes at finde en ”Seba - Igatak” i kirkebøgerne, som blev født i Qooqqut den 18 august 1780, og døbt i Kangeq 2 dage senere.

Hun døde i 1847, 67 år gammel, og hendes far hed Valerus og moderen hed Pernelle, så de må være de ældste mennesker med navn, der er kunne spores tilbage i tiden.

Herefter omtaler den berømte Eske Brun Qooqqut, da han i 1932, tilbragte 3 uger alene i telt, som han lå i karantæne pga. mæslinger epidemi i Godthåb, og han således kunne undgå at komme til at sidde fast i Godthåb i et halvt år.

Han omtaler også fuglefjeldet som er det store foran Qooqqut, med masser af fugle, og det er lykkes mig at finde et sort/hvid billede med masser af fugle på,men de må være udryddet et sted imellem 1932 og 1960, men vi kalder det stadig for fuglefjeldet.